Social træning af børn og unge med autisme eller Aspergers syndrom

Artikel udarbejdet af Hanne Bendix, leder af Roskilde Autisme Rådgivning og Kit Lundberg

Læs mere om Roskilde Autisme Rådgivning på www.roskildeautismeraadgivning.dk

 

Om artiklen


"Social træning for børn med autisme"


Artiklen er udarbejdet af Hanne Bendix (Roskilde Autisme Rådgivning) og lærer Kit Lundberg.

Artiklen giver et indblik i, hvordan Roskilde Autisme Rådgivning arbejder.

Artiklen beskriver hvorledes, vi ser på børn og unge med autisme eller Aspergers syndrom, og hvordan vi mener, de skal behandles.



Om social træning for børn med autisme


Det at skulle strukturere livet for et barn med autisme eller Aspergers syndrom er en stor mundfuld.


Alt det vi andre lærer hen ad vejen, er ikke umiddelbart tilgængeligt for et barn med autisme. De efterligner i flæng uden at kunne skelne social acceptabel adfærd fra mindre acceptabel.

Denne lærdom er nødvendig for barnet, og derfor er det for disse børn så vigtigt at få pindet tingene ud i en helt ekstrem grad.

Der sker ikke noget af sig selv. Når et barn med autisme bliver overladt til sig selv og ikke får den nødvendige indlæring af de sociale regler, kommer det uvægerligt til at løbe ind i det ene nederlag efter det andet.

Disse børn stopper ikke af sig selv, de er tvunget til at gå linen ud, hvis ikke der er mennesker omkring der korrigerer og griber ind.

For udenforstående kan det virke meget voldsomt og anmassende, at man til stadighed korrigerer og tilretteviser et barn med autisme.

Det er også altafgørende, at barnet får oplevelsen af, at man hjælper og ikke nedgør det.

Her er TEACCH et fantastisk middel, dels tager det højde for at børn med autisme tænker i billeder, dels er et lille kort eller skilt anvisende uden at være moraliserende eller på anden måde følelesesladet.

Det er vores erfaring, at de ting vi foreslår i denne skrivelse, gør en meget stor forskel for et barn med autisme eller Aspergers syndrom.

Vi har set stress-niveauet hos barnet falde til et minimum, fordi det ikke mere føler sig under angreb.

Dette gør, at barnet kan bevæge sig væk fra en forsvarssituation, hvor barnet ikke lytter, men bare stædigt fastholder sin holdning, -og over i en samarbejdssituation, hvor det kan udveksle synspunkter og langsomt komme til en forståelse af, hvad der er svært for ham/hende.

Det er nødvendigt, at barnet kender sine svage sider, for at kunne tage højde for dem og for at ønske at vide, hvordan tingene kan gøres på en bedre og mere hensigtsmæssig måde.



Når der sker split omkring et barn


Det virker ikke når de voksne trækker i hver sin retning! Hvem skal barnet være tro mod, når det sker?


Relationen mellem barnet og den voksne er unik, forstået på den måde at ikke to relationer er ens. Hvert barn har en særlig relation til hver voksen, det lyder banalt og det er det sådan set også, men ikke uvæsentligt.

Når vi som voksne bliver indbyrdes uenige om, hvordan barnet skal hjælpes bedst mulig, hænger det bl.a. sammen med, at vi oplever og identificerer os med forskellige sider af barnet. Det er derfor vigtigt, at man ikke kæmper om, hvem der ser det rigtige, men i stedet husker på, at det vi ser og mærker hos barnet i høj grad er forskelligt.

Det handler ikke om ”enten eller” men om ”både og”.

Hvis de voksne arbejder med en fælles målsætning, er det nemmere at acceptere, at man har forskellige veje at gå mod målet. Det er vigtigt at begrunde overfor hinanden, hvorfor man handler som man gør, så andre har en chance for at se og forstå. Men det ,der er det vigtigste, er at give hinanden opbakning til at komme igennem overfor barnet. Kun på den måde går budskabet klart igennem til barnet.

Eks.1: Et barn er i konflikt, og der står to voksne omkring det. Den ene voksne, vil have barnet til at handle på en bestemt måde, og prøver at formidle dette til barnet. Hvis den anden voksne, får identificeret sig med modstanden i barnet og dybest set syntes, at situationen bliver håndteret forkert af den anden voksne, sker der noget meget uheldigt. Der sker nemlig det, at konflikten kommer til at udspille sig mellem de to voksne i form af indbyrdes uenighed og deraf følgende magtkamp.

Budskabet til barnet bliver ambivalent, det skaber forvirring for barnet at modtage modsatrettede input. ”Barnet lander mellem to stole!”

Eks.2: Når et barn skal udføre en opgave og de voksne omkring barnet er splittet, bliver det ikke muligt at opnå et godt resultat. Den ene voksne mærker potentialet / udviklingsmuligheden, den anden mærker sårbarheden / modstanden. De voksne er ikke forkert på den, for det, de mærker hver især, er rigtigt nok. Barnet rummer begge sider. Problemet er, at hvis der skal findes en vej, kan der på handleplanet ikke være to modsatrettede følelser, der er lige stærkt repræsenteret. De voksne må i situationen stille sig bag hinanden, i overført betydning, så det kun er den ene side der bliver repræsenteret.

Der er selvfølgelig forskel på gennemdiskuterede planlagte situationer, hvor de voksne omkring et barn på forhånd har haft mulighed for at nå til en fælles forståelse, og så på akutte situationer, men princippet er det samme.

Altså de voksne må have tillid til hinanden og bakke hinanden op, i stedet for at modarbejde hinanden. Først dér rykker barnet!
Vi kan som voksne omkring et barn ikke være enige helt ned i detaljer, det er heller ikke det, der er målet i sig selv, tværtimod så er det, at vi alle mærker noget forskelligt en ufattelig styrke.

Vi skal acceptere at forskellighederne findes men forstå, at når de udspiller sig i barnets nærhed, bliver det en voldsom hæmmende faktor for barnets udvikling og velbefindende.

Fælles mål og pædagogiske diskussioner er af afgørende betydning, men de skal foregå, når barnet ikke er til stede, så barnet i videst mulig omfang får klare meldinger fra de voksne.



Kontakten til et barn med autisme.


Det er altafgørende, at den voksne er omhyggelig med sine tanker: Det, at skabe kontakt og kommunikere med et barn med autisme, er særligt sammenlignet med, hvordan man kommunikere med andre mennesker.


I grove træk, kan man sige, at reglerne for kommunikationen er de samme som blandt andre mennesker, men reaktionerne er i nogen grad hurtigere og kraftigere for et barn med autisme.

Det der er afgørende er, at man stiller ind på barnets ”kanal”. Hvis barnet vil danse tango, kan det ikke nytte, at man insisterer på en vals. Det er den voksne, der har mulighed for at skifte strategi eller sendekanal, om man vil. Man skal ”gå efter” barnets energi og interesse. Et barn, der føler sig trykket, forurettet eller på anden måde følelsesmæssigt ude af balance, har sværere ved at kommunikere end et barn, der føler sig glad og vel tilpas.

Kommunikation er mange ting. Dialog med et andet menneske kan være tale eller lyd, men meget ofte er det i høj grad også tanker, følelser og kropssignaler, vi sender ud. Det er helt umuligt at lade være med at kommunikere til andre mennesker.  Med dette for øje, skal man som voksen gøre sig klart, at man er omhyggelig med, hvad man tænker og føler, når man er sammen med disse børn. Det er i alt fald ikke en hemmelighed for dem, de har mærket, hvad der foregår hos den voksne, sommetider hurtigere end den voksne selv registrerer det.

Når vi erkender, at det forholder sig sådan, må vi være opmærksomme og ikke sjuske og tænke, at det ikke gør noget, hvad vi tænker. Med disse børn er det nødvendigt at tænke positiv om barnet. Den voksne må sænke paraderne og få barnet til at føle sig ok, ellers er udgangspunktet for samarbejde og kommunikation alt for dårligt.

Vi mener ikke, at man skal kunne lide alt ved barnet og aldrig give udtryk for uenighed, men som grundindstilling skal man fokusere på det positive så ens tanker bliver positive og forventningerne også bliver det. Det er en kunst, og den kan bruges i alle livets forhold – det er tydeligt, om man mestrer kunsten, når man er sammen med et menneske med autisme, idet de reagerer øjeblikkeligt, når man stiller ind på en negativ kanal. Prøv selv!



Samtaler


Jævnlige samtaler mellem et barn og een eller flere af de voksne omkring barnet, er en grundlæggende del af det daglige arbejde. Her kan man få et godt indblik i, hvad der rører sig i barnet i øjeblikket.


Hvordan er barnet tilpas med sin skole, SFO, transport osv?

Hvad er vigtigst for barnet lige nu?

Hvad gik galt i en speciel situation?

Hvorfor handlede barnet, som det gjorde?

Det kan godt være, at barnet ikke kan give en direkte forklaring, måske fordi det ikke selv er bevidst om sine handlinger. Det er dog vores erfaring, at barnet altid kommer med noget, som man så som voksen kan tolke på.

Eks 1: Svend bliver ved med at provokere de store elever. Han kan ikke lade dem gå forbi på gangen uden at han lige siger :" Hej" (med fordrejet stemme) eller rækker ”fuckfinger" af dem.

Læreren tegner to forskellige situationer som tegneserier:

  1. De store drenge kommer. Svend bliver bange (det siger han selv, han er) . Svend rækker ”fuckfinger”. Drengene bliver gale på Svend og truer ham med bank. Resultat: Svend bliver mere bange!
  2. De store drenge kommer. Svend bliver bange. Svend gør ingenting. Drengene går  forbi. Resultat: Svend er ikke bange mere.

Da Svend har set lidt på de 2 tegneserier, griber han selv blyanten og tegner sig selv som kæmpestor og skriver ved siden af: Svend på 13 år (Han er 11 år). Herefter tegner han den største, og for Svend mest skræmmende dreng, som lille dreng halvt så stor, som han har tegnet sig selv og skriver ved siden af drengens navn og 7 år.

Svend holder fast ved, at det er den bedste tegneserie. Han lader sig ikke påvirke af, at den voksne siger, at det er ønsketænkning, og at virkeligheden ikke ser sådan ud.

Vores tolkning er, at Svend er så bange, at han ikke tør opgive sin fantasi om, at  han er større end de store drenge. Han handler også efter den forestilling.

Herved meddeler Svend os, hvor vi skal sætte ind. Vi skal forsøge at gøre Svend tryg ved, at de store drenge ikke må røre ham, og vi skal give ham troen på, at vi kan passe på ham, så han ikke får bank.

De første tegneserier er således ikke forkerte, men de er kommet for tidligt på banen. Der skal nu laves nogle nye tegneserier, som illustrerer, at Svend kan være tryg på sin skole.

Vi bruger meget ofte tegning ved samtaler, da næsten alle børn med autisme er bedre til det visuelle end til det auditive. Under alle omstændigheder er det en god understregning af det aftalte, hvis man også kan tegne det. Det er ikke nødvendigt med de store kunstneriske evner. Vi har endnu ikke haft nogen børn, som ikke godtog selv den mest uhjælpelige tændstiks-mand, som et billede af sig selv.

Det er vigtigt, når man sidder i en samtale med et barn, at man kan skifte taktik undervejs. Som vist i ovennævnte eksempel er børnene tit vældigt gode til selv at vise os, hvilken vej, vi skal gå.

Man kan have en nok så veltilrettelagt plan, men det er ikke altid børnene lige er villige til at følge den. Det er godt, hvis man kan rumme en vis del ”kaos”, forstået på den måde, at man jo ikke altid kan vide, hvor barnets ideer fører hen.

Der er heller ikke nogen sikkerhed for, at det kan føre til noget fornuftigt, men det er vores erfaring, at man gør klogt i at lytte. Evt. kan man afslutte samtalen foreløbigt, for så at diskutere det videre forløb med en anden voksen, inden man fortsætter.

I samtalen kan man også få afstemt, om undervisningen ligger på det rigtige niveau, eller om det er nødvendigt at lave noget om. Det er selvfølgelig ikke sådan, at barnet enerådende bestemmer, hvad der skal arbejdes med, men er en elev meget utilfreds med sit skolearbejde, så er det ofte fordi det ligger på et forkert niveau. Det er vores erfaring, at man som lærer til børn med autisme oftest kommer til at gå for hurtigt frem.

Hvis det er tilfældet, må man selvfølgelig sætte kravene ned.

En anden vigtig ting man må tage højde for, er barnets følelsesudtryk. Dette kan meget let få en al for stor plads i samtalen, hvis den voksne lader sig ”rive med.”

Dvs. den voksne skal forblive så rolig og så objektiv som muligt. Det er meget vigtigt, at den voksne bevarer ro og overblik, for ellers er der ingen, som har overblikket.

Det er ofte nok at anerkende barnets følelse, f. eks. med en bemærkning som: "Jeg kan se det gør dig meget vred/ ked af det, når Peter…osv". Her kan man f. eks. fortsætte med: "Har du lyst til, at vi snakker om det nu, eller vil du hellere vente til senere, når du er mere rolig?"

Det at barnet skal tage stilling til det, kan nogen gange hjælpe barnet til at distancere sig så meget fra følelserne, at det er muligt at snakke om problemet.

Ved at den voksne holder sig fri af barnets følelser, hjælper man barnet, så det bedre kan ”navigere” og ikke helt "taber hovedet".





Tips til at komme igang med samtaler


Lidt gode ideer fra vores erfaringer ved at have jævnlige (f.eks. en gang om ugen) samtaler med børnene.


Det er vigtigt, at gøre samtalen hyggelig og rar for barnet. Find et godt og uforstyrret sted at være. Giv evt. lidt at drikke el. spise. Børn er som regel lidt utrygge i starten, så det er godt, hvis den voksne snakker en del - måske også om andre ting i starten.

Man medbringer et lille hæfte til notater - det er vigtigt at gøre klart for barnet, at dette bruges til at skrive aftaler og små ting fra samtalen ned, som er vigtige at huske til næste gang. (Selv om man er god til at huske, skal det alligevel skrives ned, da det er godt at barnets formulering bliver brugt.) Dette giver også barnet det indtryk, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi er enige om, og at vi voksne tager barnets ønsker alvorligt.

Skriv aldrig noget i hæftet, som ikke er aftalt med barnet. Samtalen afsluttes med, at den voksne læser op, hvad der står i bogen. Igen er det barnet, der bestemmer, så hvis barnet ønsker noget tilføjet eller strøget, så gør man det. Urealistiske ønsker såsom 5 is om dagen, afvises på stedet.

Start med at fortælle barnet, hvorfor man vil i gang med at tage disse samtaler, hver uge. Her er nogle gode grunde,som måske kan bruges:


Man kan nu fortsætte med at spørge hvordan barnet synes om at være hjemme, gå i skole og SFO, være i aflastning osv. Gå i detaljer - spørg til de enkelte fag i skolen (medbring evt. skema) og de forskellige aktiviteter i SFO'en. Børn er glemsomme, så hvis ikke de enkelte ting bliver nævnt, har det måske glemt, at det ikke kan lide at bade efter gymnastik, eller hvad der nu kan være problemet. Giv god tid til at tænke sig om - det gør ikke noget, at der er lange pauser, hvor enten den voksne eller barnet overvejer et problem.

NB: Det er barnet, som bestemmer, så hvis barnet har et problem, som trykker lige her og nu, så må den voksne gemme sine ideer til en anden lejlighed.

Pas på ikke at komme med gode råd for tidligt i samtalen. Når et problem er kommet på banen, så spørg i stedet uddybende til det. Det er ofte svært for den voksne at forstå omfanget af problemet.

Det er vigtigt at lytte aktivt til barnet og give tilbagemeldinger om, hvad man ser, tænker eller føler i det omfang, man fornemmer, barnet har brug for dem. Det er godt, hvis vi voksne husker, at barnet lærer mest ved helt eller delvist at løse problemet selv.

Her er en stor udfordring. Mange af os, som er ansat i ”omsorgsjob” har et behov for at hjælpe, hvor vi kan. Det gør, at det ofte kan være meget svært at holde hjæperrollen tilbage. Vi ved jo ofte allerede tidligt i samtalen, hvad der kan gøres ved et specifikt problem. ”Kunsten” er her, at blive så usynlig som muligt, således at barnet får oplevelsen af og glæden ved at finde løsningen på egne problemer.

Det kan være, der er uenighed med andre børn, så det er en god ide at indkalde et andet barn for at få redt trådene ud. Husk at skrive aftalerne ned og at tjekke med børnene, om de er enige i formuleringerne.

Samtalerne kan være af forskellige længder alt efter, hvad barnet har på hjertet den dag, men det er ofte en god ide at tage en samtale, selvom der ikke er noget særligt på tapetet for tiden – om ikke andet så for at holde kanalen åben til, hvis der skulle opstå andre problemer.

Vær aldrig for ambitiøs som samtale partner – er der mange problemer, så kan man tage fat på et enkelt eller to, der ser ud til at kunne løses og gemme resten til senere. Det er bedre, at en lille ting lykkes, end at få lavet store aftaler, som aldrig bliver til noget.

Nogle gange er det måske heller ikke muligt, at finde en løsning, som barnet kan acceptere. Her kan det være en god ide at udsætte løsningen til næste samtale. Tid giver tit uventede og gode løsninger med de her børn, som ofte har deres helt egen måde, at tænke på.

Det er en god ide at spørge barnet, om der er noget, det gerne vil lære. Det kan være en praktisk eller social færdighed. Overvej om du er den, der kan lære ham/hende det – hvis ikke så kan man hjælpe med at finde den rigtige lærer/pædagog/psykolog til det.

Det er vigtigt at barnet, relativt hurtigt efter samtalerne er gået i gang, opdager, at de kan bruges til noget. Så det kan være en god ide, at føje barnets ønsker så vidt muligt.

Nogle børn skal støttes meget for at turde sige noget, andre har en meget urealistisk opfattelse af sig selv. Pas på med at pille for hurtigt ved det, det kan bevirke, at barnet ikke har lyst til at komme igen. Atter andre skal måske provokeres lidt for at komme i gang.

 Det er det, at barnet møder et medmenneske, som er sig selv, og som kan rumme og forstå dets følelser og motiver, der er vigtigt – så find din egen stil.





Nogle vigtige detaljer i samtalen


Samtalen bliver mere bekvem for begge parter, når der er taget højde for følgende: Gensidig tryghed.


Forholdet mellem barn og voksen skal være godt. Den voksne skal ikke presse barnet længere end, at det stadig er en vinder vinder situation. Jo bedre kendskab / venskab man har til barnet – jo længere kan man gå og jo hårdere kan man presse, men aldrig længere end at barnet får en succes ud af det. Respekter barnets grænser.

Det er vigtigt, at den voksne er troværdig. Det er vigtigt, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem det der siges, og det der tænkes/ føles.

Ros barnet for det, der er godt. Giv så vidt mulig positiv opmærksomhed frem for korrektion.


Gevinst for barnet

Barnet skal føle, at det nytter at kommunikere, det skal se meningen i at turde kaste sig ud i en forklaring. Barnet skal føle sig hørt og respekteret og også meget gerne hjulpet.

Når barnet kommunikerer, skal den voksne gå med energien ikke mod. (Hvis et barn vil danse vals, kan det ikke nytte at insistere på en polka). Hvis barnet kun vil/ tør kommunikere med eksempelvis lyde, er det en god ide, at man går ind på det til en start.


Barnets modtagelighed

Afhængig af barnets udgangspunkt, må den voksne vælge et ordvalg eller en kommunikationsform, som barnet har forudsætning for at forstå.

Nogle børn reagerer voldsomt på vrede eller forkastelse. Andre bliver meget forvirrede over mange ord. Der er også børn som reagerer voldsomt ved bestemte ord, måske fordi de tillægger ordene en særlig betydning, eller fordi de forbinder brugen af disse ord med en bestemt situation. 

Der findes rigtig mange talemåder, som er meget forvirrende og misvisende, hvis man er konkret tænkende og tager ordene for pålydende.


Barnets evne til at udtrykke sig

Et blik eller ansigtsudtryk, siger ofte meget mere end ord. Vær opmærksom på barnets sindstilstand. Nogle børn har talefejl, som hen ad vejen skal korrigeres. Gør det nænsomt, og i det tempo barnet kan håndtere det. Det er bedre at udtrykke sig mangelfuldt end slet ikke at turde. Nogle børn har brug for meget lang tid, før svaret kommer.


Barnets evne til at fokusere

Er barnet forstyrret af indre uro, f.eks. uafsluttede konflikter, eller stor angst er det svært at abstrahere fra det. Der kan også være støj, eller visuel støj, der tager opmærksomheden.



Fokuspunkter for kommunikation